Mennesker er slaver af bedrag og skuffelser. Men den tid kommer, da Guds Sandhed vil udrydde løgne fra vor verden. Du behøver imidlertid ikke vente på det. Du kan blive fri for falskhed og vildfarelse og begynde forandringen allerede nu. Her er hvordan du skal bære dig ad!

De hadefulde og misundelige religiøse ledere bragte Jesus for Pontius Pilatus, den romerske guvernør, for at få ham korsfæstet. Men Pilatus var overraskende vanskelig at bearbejde, til stor ærgrelse for Jesu anklagere. De måtte bruge større lidenskab og dristigt sprog. Pilatus blev betænkelig, han kaldte Jesus til sig og spurgte ham, om ham virkelig var Jødernes Konge. Kristus, som indtil da havde været tavs, igennem denne illegale procedure han var blevet udsat for, svarede, "Du har ret, jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden" (Johs. 18: 37). Pilatus' svar røber skuffelse. "Hvad er sandhed?" (v.38). Det er et spørgsmål mange har stillet igennem tiderne. Imidlertid synes de fleste ikke at kende svaret, og mange er faktisk lige glade.

Hvis vi ønsker at være Kristi disciple, skal vi kende svaret og vi kan ikke være lige glade. Kristus vidnede om sandheden, det samme skal vi. For at kunne det, skal vi først vide hvad sandhed er. Jesus fastslog, at Guds Ord er sandhed (Johs. 17:17). Dette Ord har vi fået i Den Hellige Bibel. Derfor er alt det, der står skrevet i skrifterne sandt. Kristus, det Levende Guds Ord (Johs. 1:1; Åbenb. 19:13), er "vejen, sandheden og livet" (Johs. 14:6). Menneskeheden har desværre alt for ofte forkastet Guds sandhed og har i stedet brugt sine egne forestillinger (Rom 1:18-23). Menneskenes koncept af sandheden er mange gange i diametral modsætning til sand kundskab. Faktisk er menneskelig visdom i vejen for at opnå korrekt forståelse af Gud og hans Ord (1. Kor. 1:21; 2:6-8; 3:18-19).

Med Guds hjælp kan vi alligevel opnå forståelse, og det er vor pligt at studere Guds Ord for at komme til forståelse af Guds Sandhed. Paulus formanede evangelisten Timoteus, "Stræb efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis" (2. Tim. 2:15). Denne formaning var ikke møntet på Timoteus alene, den gælder også os, så vi kan videregive Guds dyrebare sandhed, når nødvendigheden opstår. Det er dog ikke altid det vor tale, der er bedst til at lade denne sandhed gå videre.

Vi må forstå, at det ikke er nok at "kende" sandheden. Det er også nødvendigt at omsætte den til praksis. Kristus fortæller os i Johannes 7:17, "Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud", og om den er sand eller ikke. For at kunne gardere sig fuldstændig for fejl, må vi være villige til virkelig at leve Guds sandhed. Kristus sagde til sine disciple, at de skulle forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer (Johs. 8:32) -- HVIS I fortsat lever og praktiserer Guds ord (v.31).

Lysets Børn

Apostelen Paulus gør det klart, at vi skal være "beklædt" og "bevæbnet" med Guds sandhed - hele tiden. I omtalen af Guds rustning i Efeserbrevet 6:14 skriver Paulus: "Så stå da med sandheden spændt som bælte om jeres lænder."

Jesus brugte en lignende metafor i Lukas 12 vers 35-43: "Hav bælte om lænd og lysene tændt. Og vær I ligesom mennesker der venter på, at deres herre vil bryde op fra gæstebudet, for at de straks, når han kommer og banker på, kan lukke op for ham. Salige er de tjenere, som Herren finder vågne … Hvem er vel den tro og kloge husholder, som hans herre vil sætte over sine tjenestefolk til at give dem deres bestemte kost i rette tid? Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan."

Sætter man disse formaninger sammen, står det klart, at for at have sandhedens bælte spændt om lænden, skal vi forsætligt og altid leve sandhedens vej (Sal. 119:30), og dermed give andre et godt eksempel, så de måske vil gøre det samme. Jesus opfordrer os til altid at have lamperne tændt. Dette er ensbetydende med at skulle skinne som lys for andre, der er i mørket. (Rom 2:19). Vor dadelfrie opførsel vil identificere os som Guds børn, der giver lys til andre midt i en vanartet og forvildet slægt (Fil. 2:15). Vi skal vandre som lysets børn (Efe. 5:8) ved at gøre gode gerninger, og tjene andre (Matt. 5:14-16). For at kunne dette skal vi "iføre os lysets våben" (Rom.13-12) hvoraf sandheden er en del. Dette betyder at vandre sømmeligt, som ved dag (v.13) ifølge "Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti" (Sal. 119:105).

Vor kristne "vandring" drejer sig om, hvordan vi lever livet. Apostelen Peter sagde, "Bind derfor op om jeres sinds lænder, vær ædru og sæt fuldt ud jeres håb til den nåde, som bliver jer til del, når Jesus Kristus åbenbares. Som lydige børn må I ikke rette jer efter de lyster, som I før, I jeres uvidenhed, levede i. Men ligesom han, der kaldte jer, er hellig, således skal I også være hellige … Da I har renset jeres sjæle i lydighed imod sandheden til at nære oprigtig broderkærlighed, så elsk hverandre inderligt af hjertet" (1. Pet. 1:13-22). Peter gør det virkelig klart, at være rigtig påklædt betyder lydighed mod sandheden. Guds børn praktiserer ikke løgn i deres tilværelse. Biblen fortæller os tydeligt, at det kun er de der gør Guds bud, der vil komme ind i det Ny Jerusalem. De der elsker og praktiserer løgn vil ikke få adgang der (Åben. 22:14-15). Vi skal være klar over, at sandhed og løgn ikke kan trives sammen, de er diametrale modsætninger. Det er grunden til, at apostlen Paulus skriver til Efeserne og formaner dem til at "aflæg løgn og tal sandhed, hver mand med sin næste" (4:25).

At sandhed og løgn er uforenelige burde vi vide ganske godt. Apostlen Johannes skriver: "Jeg har skrevet til jer, ikke fordi I ikke kender sandheden, men fordi I kender den og ved, at ingen løgn er af sandheden" (1. Johs. 2:21). Hvorfor? Fordi Gud er sandhedens Gud som ikke kan lyve (5. Mose 32:4; Titus 1:2). Hvis vi siger usandheder, hvis vi sætter lidt "kulør" på sandheden, hvis vi siger "hvide" løgne, da bryder vi Guds Bud og er stærkt i færd med at lyve.

Der er selvfølgelig mere involveret end blot at fortælle sandheden og ikke lyve, som vi har set. Det drejer sig i lige så høj grad om, hvordan man opfører sig. F. eks. hvis vi ikke holder det vi har lovet, da er vi faktisk løgnere (4. Mose. 30:2; 5. Mose. 23:21-23; Sal. 15:1-5: 66:13-14; Ord. 20:25; 25:14; Ekk. 5:2-6.

Husk på det Peter sagde - at vi, som "lydige børn" ikke kan fortsætte med at følge vore kødelige lyster. Hvis vi fortsætter dermed, lever vi ikke i sandhed men er trælle af fordærvelse (2. Pet. 2:18-19). Alle veje, der er modsat Guds veje er vildfarelsens veje - løgnens veje. I et eksemplet fra Bibelen ser vi Balaam der var begærlig efter penge, han gik vildfarelsens veje (Judas 11). Vi skal være i stand til at skelne imellem sandhedens ånd og vildfarelsens ånd (1. Johs. 4:6).

Når vi vandrer i sandhed og retfærdighed, kan og vil Gud bruge os. Mange gange kan et godt eksempel "omvende en synder fra den vildfarelsens vej, han er kommet ud i" og "frelse hans sjæl fra døden" (Jakob 5:20). Dette betyder, at vor opførsel skal være ret og sand. Bemærk i Johannes 3:21 i den forbindelse: "Men den, som gør sandheden kommer til lyset, for at det må blive åbenbaret, at hans gerninger er gjort i Gud." Vi, der er blevet rensede, skal vandre sandhedens vej.

Dette vers skrevet af apostelen Peter viser, at lydighed mod sandheden er direkte knyttet til at have indbyrdes kærlighed, dvs. uden bagtanker. Det er i virkeligheden det synlige bevis for, at vi er af sandheden. Jesus sagde, "Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed" (Johs. 13:35; 15:12). Hvordan kan kærlighed blive evident - hvordan kan den blive synlig? Vi får svaret af apostelen Johannes, "Børnlille, las os ikke elske med ord, ej heller med tunge, men i gerning og sandhed. Derpå skal vi kende, at vi er af sandheden; og da kan vi for hans åsyn stille vore hjerter tilfreds" (1. Johs. 3:18-19).

Vi elsker ikke en anden person, hvis vi nægter ham hjælp, når det er muligt for os at give den. På den anden side, hvis vi virkelig elsker en, da er det synligt - og det kan derfor ses af alle, at vi er af sandheden. Jakob 2:15-16 fortæller os, "Hvis en broder eller søster mangler klæder og dagligt brød, og en af jer siger til dem: 'Gå bort i fred, og klæd jer varmt og spis jer mæt', men ikke giver dem det legemet behøver - hvad nytter det så?" Læg mærke til at det Jakob spørger om, er: hvor kan man se Guds sandhed i dit liv, hvis du nægter at hjælpe andre, der er i nød? Vil dit dårlige eksempel hjælpe andre til at lære om Guds sandhed? Vil de tilbede Gud, når de ser din mangel på handling, der taler højere end din omsorgsfulde indsats? Svaret er selvfølgelig, nej.

Væbnet med Samme Indstilling

Kan vi -- svage, ubetydelige og hjælpeløse mennesker - virkelig driste os til at tro, at vi overhovedet kan stå op for Guds sandhed? Lad os se på hvad vi kan gøre. Ved egen kraft ville det bestemt være overmodigt og fuldstændig umuligt at gennemføre. Men Gud forventer ikke, at vi skal gøre det alene. Han vil ikke engang at vi forsøger, fordi det ville ikke lykkes for os. Jakob advarer os i den henseende: "Mine brødre, ikke mange af jer må søge at blive lærere. I skal vide, at vi får desto strengere dom. Vi fejler jo alle i mange ting … men tungen kan intet menneske tæmme, rastløs og ond som den er, fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen og med den forbander vi menneskene, der er skabt så de ligner Gud" (Jakob 3:1-9). Så hvis alle mennesker er dømt til at fejle i ord og handling, hvordan kan vi da nogensinde undervise i Guds sandhed? Hvordan kan vi overhovedet blive sande repræsentanter for Gud?

Svaret til dette dilemma finder vi i resten af kapitel 3 af Jakobs brev. Selv om det naturlige menneske er ude af stand til at handle fuldstændig sandrueligt, viser vers 10, "at således bør det ikke være." Det kan altså ændres. Vi kan blive sandruelige og lydige mod Guds sandheds ord. Vi kan blive værdige til at undervise andre i Guds sandhed -- både med vort eksempel og vore ord. Hvordan?

Ikke ved menneskelig kraft, men der er alligevel en måde. Da Paulus skrev i Efeserbrevet 6:14, at vi skulle spænde sandhedens bælte om lænden, havde han allerede forklaret hvordan dette skulle gå til. Som sagt i vers 11-13 er sandhed en del af Guds rustning. Alle delene til denne rustning inklusiv sandhed, kan kun komme fra Gud. Gud har givet den til os, som han havde lovet. Vi kan imidlertid ikke være passive, vi har også en rolle at spille. Vi skal modtage, bruge og fastholde Guds løfte. Vi skal anse det for dyrebart, så vi ikke glemmer det eller lader det glide bort fra os (Heb. 2:1). Lad os nu spørge, hvordan garanterer Gud os, at vi kan forstå hans sandhed?

Lige før Jesus blev korsfæstet, lovede han disciplene, at han ville sende dem en Talsmand, "sandhedens ånd" som skulle vejlede dem til hele sandheden (Johs. 16:13). Mennesker skulle modtage Guds egen kraft, liv og sind. Faderen og Kristus ville begge tage sæde i menneskene igennem Den Hellige Ånd (Rom. 8:9; Gal. 4:6). I virkeligheden er den Hellige Ånd, igennem hvilken vi kan deltage i Guds egen tankemåde, kilden til hele Guds rustning. Det er grunden til at Peter siger: "… I skal væbne jer med det samme sind (som Kristus)" (1. Pet. 4:1) - det inkluderer selvfølgelig Guds sandhedsbælte.

Guds sandhed kan kun komme fra ham, og vi kan kun forstå hans sandhed hvis vi er hans sandheds børn. For at vi kan være det, skal Gud arbejde i og igennem os. Det gør han ved Sin Ånd. Den lærer os sandheden, som ville være til ingen nytte, hvis den ikke bliver anvendt. Vi læser da, at Guds sandheds ånd også er ånden i "… kraft og kærlighed og besindighed" (2.Tim 1:7). Guds Hellige Ånd giver os magt til at adlyde sandheden (1. Pet. 1:22). Den gør os villige til at ærligt og oprigtigt at elske vor næste, og til at ville dele vore fysiske besiddelser og vor åndelig viden med ham. Den giver os mulighed for at gøre alt dette med god samvittighed og sund dømmekraft uden anstød (3:15) .

Med Den Almægtige Guds ånd der arbejder i og igennem os, kan vi virkelig tage Guds sandheds bælte på; vi vil da udvikle os og vokse åndeligt. Det kristne liv er en fremadgående læreproces om, hvordan man lever et kristent liv. For de, der er omgjorde med hans sandhed, er det ensbetydende med hele tiden at udvikle forståelsen; fortsat at blive dygtigere i opførsel og kærlighed til vor næste og til at dele ud til andre af det vi lærer, lige indtil den dag da Kristus kommer igen til jorden. Da vil der ske noget bemærkelsesværdigt.

Vi har læst i Lukas 12:35, at vi må have bælte om lænd mens vi venter på vor Herres genkomst - dette indebærer vor forståelse af Guds sandhed. Vi vil dog aldrig komme til fuldt ud at forstå Guds sandhed her i dette liv (1. Kor. 13:9-12). Men Guds Ånd vil lede os til større forståelse, og vi vil blive mere og mere fuldkomne, når vi vokser i forståelsen af Kristus -- den samme forståelse som Kristus har af Guds sandhed. Vi skal naturligvis praktisere det vi forstår, men perfekt forståelse vil ingen få, før vi i opstandelsen er forandrede til at være af Guds egen dimension for at møde Kristus ved hans komme. Se hvad Lukas 12 skriver om dette.

Når Kristus kommer tilbage og finder os vågne "…han vil da binde op om sig … og varte dem op". Selv om denne udtalelse skal forstås bogstaveligt, synes der også at være en figurativ reference her. Kristus, vor Herre, som er omgjort med perfekt forståelse af Guds sandhed, vil tjene os ved at give os den endelige fulde forståelse, som han selv besidder. Således vil Ånden have fuldført, det der blev lovet - at lede os til den fulde sandhed.

Det er en overvældende proces, der her er beskrevet. Gud har forberedt os til en fremtid som denne verden ikke kender noget til. Men du er privilegeret … de, der er privilegerede nu, har også et stort ansvar, der forventes meget af os (vers 48). Lad os alle fortsætte med endnu mere frimodigt at vandre Guds vej. Altid omgjorte med sandheden, lad os marchere fremad.