Oversat fra 1980 udgaven af Herbert W. Armstrong's bog

PART II

Israel delt i to nationer

Læg nøje mærke til at Judas hus, som også Benjamins stamme er indlemmet i, under Kong Rehabeam, nu var ved at forberede krig imod de resterende ti stammer anført af Efraim og Manassa. Altså var de nu to ADSKILDTE NATIONER. Ordet Jøde er blot kælenavn for Judas, og det anvendes kun om én nation, nemlig den der stammer fra Judas hus -- aldrig om Israels hus.

Første gang ordet Judæerne (Jøderne) bliver nævnt i Biblen er i 2. Kongebog 16:6. Noter det!

Akaz overtog kongegerningen i Jerusalem og sad på Davids trone (versene 1-2). Samtidig hed kongen Peka i Israel og han allierede sig med Kong Rezin af Syrien og sammen gik de imod Jerusalem og belejrede Kong Akaz, men de var ikke stærke nok til at angribe (vers 5). "På den tid drog Kong Rezin af Aram (Syrien) -- Israels allierede i kamp mod Juda (Jerusalem) -- og Remaljas søn, Kong Peka af Israel, op for at angribe Jerusalem -- og efter at han havde jaget judæerne ud af Elat …" (vers 6).

Så første gang vi møder ordet "judæer" (Jøde) i Bibelen, finder vi ISRAEL i krig med "JUDÆERNE"! Israels allierede, Syrien, drev JØDERNE ud af byen Elat!

Dette fastslår, at JØDERNE er en selvstændig nation ligesom ISRAEL. Det er FORKERT nu om dage at kalde Jøderne "Israel." De er ikke Israel -- de er JØDER (JUDÆER)! Hvor end ISRAEL befinder sig i dag, husk da på at ISRAEL ikke betyder Jøde! Hvor end de bortkomne ti stammer af Israel er i dag, så er de ikke Jøder! Når du ser navnene "Israel" eller "Israels hus", "Samaria", eller "Efraim" nævnt i profetierne husk da, at DET ER ALDRIG JØDERNE DER HENVISES TIL, det er til Israel som var i krig imod Jøderne!

Intet sted i Biblen henviser ordet "ISRAEL" til Jøderne. Udtrykket "Israel" alene, eller "Israels børn" kan dog til tider inkludere Jøderne, hvis det handler om alle 12 stammer. Jøder er Israelitter ligesom Sjællændere er Danskere, men DE FLESTE ISRAELITTER ER IKKE Jøder, lige så lidt som de fleste danskere ikke er Sjællændere. Jøderne er Judas Hus alene! De er EN DEL af Israelitterne. Men når disse folk er omtalt som NATIONER og ikke som kollektive individer, inkludere ordet " Israel" aldrig Jøderne. "Israels Hus" betyder ALDRIG "Jøder". Det er de to stammer i Jerusalem under Davids dynasti, der hedder Judas Hus. Den døende Israel sagde om Efraim og Manassa, Josefs sønner: "Lad mit navn blive nævnt på dem." De bærer sandelig navnet "Israel" den dag i dag.

Fra dette punkt i historien bliver Judas stamme sammen med Benjamin og en part af præsterne fra Levis stamme kaldt "JUDAS" ikke Israel. De TI stammer anført af Efraim og Manassa, bliver fra samme tidspunkt kaldt "ISRAEL". De er ikke Jøder og blev aldrig kaldt Jøder!

Fra den tid blev Israels børn, de tolv stammer, delt i TO NATIONER!

For første gang i historien tilfalder FØRSTEFØDSELSRETTEN en nation, NEMLIG Israel anført af Efraim og Manassa; SCEPTRET forbliver i den anden nation der hedder "JUDAS HUS". De to faser i løftet til Abraham er nu delt ud til hver sin SELVSTÆNDIGE NATIONER!

Igennem mange generationer forblev Israel og Juda selvstændige nabonationer, og de havde hver deres konge. Hvorfor er præster og bibelstuderende uvidende om dette, når hele fire bøger i Biblen, 1. og 2. Kongebog, 1. og 2. Krønikebog er viet til at fortælle det. Disse fire bøger handler om disse to selvstændige, rivaliserende kongerigers historie? Se på landkortene bagerst i din Bibel, der vil du se de to nationer klart afmærkede.

Juda beholdte Jerusalem som hovedstad i området, der var kendt som Judæa. Israel besatte territoriet nord for Judæa, og Samaria blev dets hovedstad. Derfor bliver Israel til tider benævnt "Samaria" i profetierne. Dette er også en vigtig nøgle til at kunne forstå profetierne. Jøderne er ALDRIG medregnet, når der er tales om "Samaria" i profetierne -- det er altid de TI stammer, Israels Hus.

Israels Hus er ikke Jøder

Det skal slås helt fast, at Israel og Juda ikke er to navne for den samme nation. De var, er og vil vedblive at være TO SELVSTÆNDIGE NATIONER indtil Kristi genkomst, TO ADSKILDTE NATIONER. "Judas Hus" betyder ALTID Jøderne".

Denne sondring er af vital betydning, for at kunne forstå profetierne. Eftersom de fleste Bibel studerende ikke kender denne basale forskel, er de ude af stand til at forstå profetier!

Næste gang vi læser om "Jøderne" i Biblen, da er Israels Hus drevet i landflygtighed, og ingen ved, hvor de opholder sig, og navnet Jøder er alene møntet på Judas Hus. Der er ingen undtagelser i Biblen!

Israel i landflygtighed og forsvundet!

Det første Jeroboam (fra Efraims stamme) gjorde efter at være blevet konge over Israels Hus, var at stille to guldkalve op, og dermed indføre idoltilbedelse i kongeriget. Historien findes i 1. Kongebog 12:28-33.

Denne afgudsdyrkelse og brud på Sabbatten (Eze.20:10-24) var den synd, som blev den største forbandelse for nationen Israel. Generation efter generation talte Gud indtrængende til Israels Hus og tryglede dem om at vende sig fra traditioner -- fra deres forfædres veje, -- og komme tilbage og overholde Guds love. Men igennem syv forskellige dynastier under 19 konger, fortsatte Israel sine nationale synder, -- synder SÅ STORE i GUDS øjne, at Han til sidst tillod, at de blev besejret og sendt i landflygtighed.

I 721 f. Kr. blev Israel endelig drevet ud af deres land -- ud af deres hjem og deres byer -- og drevet som fanger til Assyrien syd for Det Kaspiske Hav!

"Derfor blev Herren såre fortørnet på Israel og drev dem bort fra sit åsyn, så der ikke blev andet end Judas stamme tilbage" (2. Kong.17:18).

I 2. Mosebog kapitel 26 finder vi Guds højtidelige advarsel til alle Israels børn. HVIS de ville tilbede Ham alene, undgå afgudsdyrkelse og holde Hans Sabbatter; leve efter Hans love og holde budene, da ville de arve de nationale, materielle løfter, Gud havde lovet Abraham. De ville vokse i antal, blive rige og magtfulde, -- blive den mest dominerende nation på hele jorden. Men, hvis de afslog og var oprørske, ville de blive straffet SYV GANGE -- et tidsrum på 2520 år (7x360) -- i fangenskab og undertrykkelse og mangler.

Her i 721 f. Kr. (husk denne dato) begyndte Israels Hus sin 2520 år lange landsforvisning, der skulle fortsætte til 1800 e. Kr.

Israels Hus mistede sit identitets TEGN -- Sabbatten -- tegnet der identificerede dem som ISRAEL -- JA, DE MISTEDE FULDSTÆNDIG DERES IDENTITET! De kendte end ikke selv deres nationale navn. De ansås for at være HEDNINGER!

I 2. Mose. 32:12-17 berettes der om, hvordan Gud oprettede en pagt med Israel, og at tegnet på pagten skulle være Sabbatten, et tegn der identificerede dem som Hans pagts indehavere. Skabelsen af sabbatten var hellig for Gud, Han hvilede på den og velsignede dagen, og bød mennesker hvile og tilbede Ham på denne dag. Denne fremgangsmåde ville altid holde menneskene i kontakt med den sande Gud -- hviledagen ville altid erindre mennesker om SKABELSEN. Skabelsen er BEVISET på Gud. Den identificerer Ham, og meningen var at holde menneskene i vished om den sande Gud. Da Israel kasserede Guds Sabbat, varede det ikke længe, før de også havde glemt Gud og gik over til afgudsdyrkelse. Indtil da var Israel den eneste nation der holdt sabbatten, idet alle andre nationer for længst var gået over til afgudsdyrkelse. Israel blev drevet i landflygtighed, fordi de havde kasseret dette TEGN, og snart kendte de ikke selv deres identitet. Læs Ezekiel 20:10-24.

Af samme grund -- for at have forkastet sabbatten -- blev også Judas drevet i fangenskab. Se Jeremias 17. Nogle Jøder kom dog tilbage 70 år senere under ledelse af Ezra og Nehemias. De havde lært af erfaringerne i Babylon, og de blev meget strenge sabbat overholdere, og ydermere tilføjede de så mange restriktioner, at Jesus fejede denne labyrint af menneskelige regler bort, idet han sagde: "Sabbatten er gjort for mennesket og ikke mennesket for Sabbatten". Ortodokse Jøder har bibeholdt den originale Sabbat. DERFOR -- fordi de har beholdt Sabbatten -- bliver disse folk, der stammer fra Jøderne under Ezra og Nehemias -- bliver de i dag ansete for at være ISRAEL! De er dog kun en del af JUDAS HUS, for dem der ikke kom tilbage med Ezra og Nehemias mistede også deres identitet. Det er verden ikke klar over.

Så skete det, "at Herren til sidst drev Israel bort fra sit åsyn, som han havde sagt ved alle sine tjenere profeterne; og Israel måtte vandre bort fra sit land til Assyrien" (2. Konge. 17:23). De FORLOD Samarias land og kom aldrig tilbage. Hedninger blev forflyttet dertil og overtog hjemmene og byerne, (vers 24), og det var disse hedninger, der var kendt som Samaritanere på Kristi tid. En mere detaljeret beretning om Israels landflygtighed findes i 2. Kongebog 18:9-12 og 17:5-18.

"Thi i lang tid skal israelitterne vente uden konge og fyrste, uden slagtoffer og stenstøtte, uden efod og husgud," (Hoseas 3:4). Eftersom det var DEM der bar navnet "Israel", ikke Jøderne, da er det DEM der vil TABE sin identitet! De ville miste navn, sprog, religion og land. Esajas 28:11; 62:2; 40:27; Jeremias 16:13; Hosea 1:8-10; Hosea 2:5-6.

ISRAEL kom aldrig tilbage

Israel kom ikke tilbage sammen med Jøderne under Ezra og Nehemias, som nogen synes at tro. De der kom tilbage for at genrejse templet og genindsætte tilbedelse i Jerusalem 70 år efter JUDAS landflygtighed, var Jøder der i lænker var blevet drevet til Babylon af Nebukadnezar.

Læg nøje mærke til følgende fakta:

1) I 721 f. Kr. blev ISRAEL "drevet bort fra sit land til Assyrien" (2. Kong. 17:23). ALLE blev drevet bort -- fuldstændig… "der var kun Judas stamme tilbage," (vers 18). Det var KUN JUDA der blev tilbage.

2) Mere end 130 år senere, kom Nebuchadnezar af Babylon og drev Jøderne i fangenskab -- Juda -- som var den eneste af de tolv stammer, der var tilbage i Palæstina.

3) De, af Jøderne, der kom tilbage til Palæstina for at genopbygge templet og restaurere tilbedelse 70 år efter, var ALLE af Judas Hus -- ALLE JØDER, -- ALLE af den gruppe, der var blevet ført bort af Nebukadnezar, og de kom tilbage "til Jerusalem og Juda, hver til sin by" (Ezra 2:1).

Det var kun folk fra Judas, Benjamins og Levis stamme, de tre der udgjorde JUDAS HUS, der kom tilbage ved denne lejlighed (Ezra 1:5). Det vil sige, at folk i Jerusalem på Kristi tid kom fra disse tre stammer, IKKE fra Israels Hus. Og de fleste, om ikke alle af dem der dengang blev omvendte, kom fra Benjamins stamme, som Paulus også nedstammede fra.

Israels Hus blev kendt som "De forsvundne ti stammer"! Et UKENDT navn, og de havde et ukendt sprog!

Men HVILKET navn har de i dag? Hvor de end er, hvem de end er, så er det DEM og ikke Jøderne, der er indehavere af førstefødselsretten. Der er DEM, ikke Jøderne, der efter at have udstået deres straf, der bestod af landsforvisning indtil 1800 e. Kr., der har modtaget de ubrydelige løfter til Abraham om national storhed, rigdom og magt. Det er Manassa, der i år 1800 e. Kr. skulle blive verdens største selvstændige nation -- Efraim skulle blive en endnu større sammenslutning af nationer! Hvor kan de være i dag?

Tredje del

Jeremias' mystiske mission

Da Israel var drevet ud af deres land af assyrerne i 721 f. Kr., havde Juda som nation endnu ikke syndet. Igennem Hosea siger Gud: "Men selv om du, Israel horer, må Juda ej gøre sig skyldig" (Hosea 4:15).

Men senere siger Han: "Hun så, at jeg forstødte den troløse kvinde Israel for al hendes hors skyld," og til sidst siger Gud, "Den troløse Israels sag står bedre end det svigefulde Judas" (Jer. 3:8-11).

Således blev Jøderne da også drevet ud af deres land 130 år senere end Israel. De blev drevet i landflygtig og 2520 års national afstraffelse.

Gud kaldte en profet med en ganske bestemt hensigt, hvis virkelige kommission ikke er blevet forstået. Denne profet var Jeremias. Han er en af de tre eneste mænd, der var helliget før de blev født. De andre to er Johannes Døberen og Jesus Kristus (Jer. 1:5).

Da Jeremias blev kaldet var han en ganske ung mand på sytten år og inden han havde endt sit arbejde, var han en gammel hvidhåret patriark. Kommissionen er beskrevet i Jeremias 1:10: "Se, jeg giver dig i dag myndighed over folk og riger til at oprykke og nedbryde, til at ødelægge og nedrive, TIL AT OPBYGGE OG PLANTE". Der står det! Jeremias blev sat over nationer - flere end en. Han var en jøde der boede i Juda. Han blev sat til at være profet over Juda - men ikke kun Juda. Over nationerne dvs. Juda og Israel! Han skulle gøre to ting: nedrive noget, og derefter opbygge og plante et eller andet.

Gud brugte profeten Jeremias til at advare Juda mod sine synder og om den kommende invasion med landflygtighed som følge, som Nebukadnezar af Babylon vil bringe over dem, hvis de ikke omvendte sig. Jeremias blev brugt som sendebud imellem Juda og den kaldæiske Kong Nebukadnezar. Det er velkendt at Jeremias blev brugt til at ødelægge kongeriget Juda.

Men … følg nu med i din Bibel! Han fik også til opgave at plante og bygge! Hvad skulle han plante og bygge? Det der blev ødelagt og rykket op med rod og sendt bort fra Juda - DAVIDS TRONE. Han blev sat over kongeriger - Israel og Juda. Han blev brugt til at nedbryde denne trone i Juda. Så hvad var hans opgave i Israel? Bid nu mærke i det her. Den anden halvdel af hans mystiske opgave, der ikke er blevet forstået af verden - at plante og bygge! Så vidt verden ved, var den sidste konge, der sad på Davids trone, Zedekias. Han blev kastet ned og tronen blev rykket op med rod og ført ud af Juda i året 585 f. Kr. Næsten 600 år før Jesus Kristus blev født!

Hvad skete der så? Havde Gud glemt sin pagt med David? Eksisterede tronen ikke mere? Det er sandt at kongeriget, regeringen i Juda ophørte, ligesom det var sket med kongeriget Israel 130 år tidligere! Men lad os se hvad mere, han havde fået til opgave - at PLANTE OG OPBYGGE! At plante og opbygge i Israels Hus, der i disse mange år havde været uden konge - i det FORSVUNDNE Israel, der nu opfatter sig selv som HEDNINGER! Derfor, fordi de er hedninger, har deres identitet og opholdssted været skjult indtil de sidste tider, som vi befinder os i vore dage!

Juda i landflygtighed i Babylon

Ved opmærksomt at læse Jeremias' bog, vil du bemærke, at de første kapitler handler om hans arbejde med at varsle Jøderne om den overhængende invasion og tilfangetagelse, medmindre de omvendte sig. De omvendte sig ikke. Til sidst kom invasionen. Den første belejring var i 604 f. Kr. nøjagtig på den dato der svarer til 9. december efter den romanske kalender. Nebukadnezar marcherede ind og besatte Jerusalem. Han drev imidlertid ikke alle Jøderne ud med det samme, heller ikke Kong Jojakim, der fik lov til at blive og regere under Nebukadnezars opsyn. Han fortsatte således på tronen og hans søn overtog den efter ham og derefter hans bror Zedekias som regerede indtil år 585 f. Kr. Læs 2. Kongebog kapitel 24.

I Kong Zedekias' 11. Regeringsår, belejrede den kaldæiske hær igen Jerusalem og indtog byen, som blev ødelagt tilligemed kongepaladset og templet. ALLE Kong Zedekias' sønner blev slået ihjel for øjnene af ham, så der ikke var nogen til at fortsætte hans dynasti. Alle Judas prinser blev myrdet. Kong Zedekias fik derefter øjnene stukket ud, og lænket blev han ført til Babylonien, hvor han døde. Du kan læse om alt dette i 2. Kongebog 25, 2. Krønikebog 36 og i Jeremias kapitlerne 49 og 52.

Jeremias' mystiske rejser

Her til dette punkt er den første del af Jeremias' opgave udført! Så vidt verden har kunnet se og har ment lige siden, så er Davids dynasti SLUT! Der er ingen konge til tronen, Judas sidste konge var død. Alle prinser, der kunne være mulige arvinger til tronen, var blevet myrdet. Ingen levende arving til at føre tronen videre.

Men hvad med den ANDEN del af Jeremias' store opgave? Var Gud i stand til at holde sin pagt med David? Kunne han overhovedet plante og opbygge denne trone? Jeremias var imellem de jødiske fanger; men for at kunne udføre den anden del af opgaven behøvede han at være i frihed!

Læs Jeremias 40:1-5: "Livvagtsøversten lod Jeremias hente og sagde til ham: 'Herren din Gud har udtalt denne ulykke over dette sted …se, nu tager jeg i dag lænkerne af dine hænder. Hvis det tykkes dig godt at drage med mig til Babel, så drag med … Se, hele landet står dig åbent; gå hvor det tykkes dig godt og ret! … Og livvagtsøversten gav ham rejsetæring og gave og lod ham gå.'"

Jeremias var nu fri til at udføre anden halvdel af sin opgave. Hvor tog han hen? Nu kommer vi til den mest overraskende, forbløffende og fascinerende del af Jeremias' bog, som har været fuldstændig overset.

"Jeremias gik da til Gedalja … i Mizpa og bosatte sig hos ham iblandt folket, der var levnet i landet" (Jer. 40:6).

Denne Gedalja havde været guvernør over en gruppe jøder i landet, imedens det var underlagt Kongen af Babylon; men eftersom Jerusalem var ødelagt, havde han flyttet sit hovedkvarter til Mizpa. Men kongen i Ammon gjorde sammensværgelse med en jøde der hed Jisjmael, og myrdede Gedalja og folkene under ham. Jeremias var imellem de få overlevende.

"Derpå bortførte Jisjmael som fanger hele resten af folket i Mizpa, kongedøtrene og hele folket, der var ladt tilbage i Mizpa, og over hvem livvagtsøversten Nebuzar'adan havde sat Gedalja …bortførte dem som fanger og gav sig på vej til ammonitterne" (Jer. 41:10).

Fik du rigtig fat på det? Læs det igen. Imellem disse Jøder var kongens døtre. Zedekias', konge af Juda og af Davids dynasti, døtre!

Kong Zedekias var død. Alle hans sønner var blevet myrdet sammen med alle prinserne i Juda. ALLE mulige arvinger til Davids trone var døde på nær kongen døtre! Nu kan vi se, hvorfor Jeremias tog til Mizpa!

Jeremias flygter med det kongelige afkom

Snart blev Jisjmael udskiftet med en anden leder, der hed Johanan. De frygtede konsekvenserne fra Nebukadnezar og hans hær, så de bad profeten: "Måtte vor bøn nå dit øre, så du beder til Herren din Gud …Måtte Herren din Gud kundgøre os, hvilken vej vi skal gå, og hvad vi skal gøre" (Jer. 42:1-3).

Guds Ord kom til Jeremias, og han sagde til dem, at de ikke skulle frygte, at Han ville beskytte og befri dem. Men folket ønskede at flygte til Egypten. Gud advarede dem imod det. Hvis de tog til Egypten, ville Nebukadnezars sværd nå dem der, og de ville dø (Jer. 42:7-16).

Men som folk som regel gør, så afviste de Guds advarsel. "Du lyver! Herren vor Gud har ikke sendt dig" (versene 2-3).

Så tog Johanan "hele Judas rest … mænd, kvinder og børn, kongedøtrene … også profeten Jeremias og Baruk, Nerijas søn (Jeremias' skriver). Og de kom til Takpankes" (versene 5-7).

Baruk var Jeremias' følgesvend og sekretær. Det er vigtigt her at lægge mærke til, at Gud lovede at beskytte også ham. "Så siger Herren, Israels Gud, om dig Baruk …Se, hvad jeg har bygget, nedbryder jeg; hvad jeg har plantet, rykker jeg op, det gælder al jorden … Men dig giver jeg dit liv som bytte, alle vegne hvor du kommer" (Jer. 45:2-5). Baruks og Jeremias' liv var under guddommelig beskyttelse! Da flokken ankom til Egypten advarede Gud dem igennem Jeremias, at de skulle dø ved sværdet og hungersnød og "ingen undslipper så han kan vende hjem til Judas land" (Jer. 44:12-14). Ja, det var kun nogle få stykker i denne flok, der var under guddommelig beskyttelse. En guddommelig mission skulle udføres. De få stykker skulle slippe bort, FLYGTE! Herren fortsætter i vers 28: "Kun de, der undslipper sværdet, skal vende hjem fra Egypten til Judas land." Jeremias, Baruk og det kongelige afkom der skal genplante og genopbygge Davids trone, er under guddommelig beskyttelse og skal flygte tilbage til Juda! Derefter skulle Jeremias rejse til et fremmed land, som han ikke kendte; Jeremias 15:11-14.

Lad nu Esajas fuldende denne profeti: "Thi fra Jerusalem udgår en rest, en levning fra Zions bjerg. Hærskarers Herres nidkærhed virker dette … Den bjergede rest af Judas hus SLÅR ATTER RØDDER FORNEDEN OG BÆRER SIN FRUGT FOROVEN" (Esajas 37:32,31).

Denne rest, mindst en af kongens døtre, som er sammen med Jeremias, skal slå rod nedad! Dette er det samme som AT GENPLANTE. Og bære frugt opad! Blive GENBYGGET!

Har Gud holdt sin højtidelige pagt og løfte om at holde Davids trone levende? Hvor skulle denne genopbyggelse og genplantning have fundet sted? Kan vi finde det i Guds Ord? Ja, det kan vi! Stedet og folket imellem hvem tronen blev reetableret er klart identificeret.

Fjerde del

Det mystiske brud

Hvor tog Jeremias, Baruk hans sekretær og en eller flere af kongedøtrene hen. Historien stopper brat ved dette punkt. Belyste bibelstudenter har længe været klar over, at de ti stammer, der bar navnet Israels Hus, har været forsvundet og befinder sig et eller andet sted imellem hedningenationerne uden at være blevet opdaget. Deres identitet og opholdssted er en af de ting Gud har skjult for verden. Alligevel er det i de sidste tider, når kundskab skal forøges, og de vise skal komme til at forstå (Dan.12:4,10), at vi skal finde løsningen på hemmeligheden igennem profetierne, som har været lukket indtil nu.

Først skal vi undersøge et mystisk brud, der skete i Jakobs søn Judas tid. Judas blev far til tvillingesønner. Den først fødte var kongelig for igennem ham skulle løftet om scepteret opfyldes. "Da tiden kom, at hun skulle føde, da var der tvillinger i hendes liv. Under fødslen stak der en hånd frem, og jordmoren tog og bandt en rød snor om den, idet hun sagde: 'Det er ham, der først kom frem'. Men han trak hånden tilbage, og broderen kom frem; så sagde hun: 'Hvorfor bryder du frem? For din skyld er der sket et brud'. Derfor gav man ham navnet Perez (på hebr. samme som brud)'" (1.Mos.38:27-30).

Hvorfor skulle denne mærkelige historie være nedskrevet i Biblen, hvis ikke dette brud mellem de to tvillinger eller deres efterfølgere på et eller andet tidspunkt i historien ville blive helet? Det skete ikke i tvillingernes levetid.

Zeras, tvillingen med den røde snor fik fem sønner (1. Krønike. 2:6). Fik en af Zeras sønner til sidst tronen og helede dermed bruddet? David, Zedekias og Kristus kom alle fra Perez' linie og ikke fra Zeras. Overvej nu dette; 1) bruddet betød overdragelse af scepteret fra Perez' til Zeras linie; 2) denne overdragelse fandt ikke sted før Zedekias (han var fra Perez' familiegren), den sidste konge i Juda som døde i Babylon; 3) derfor måtte helbredelsen ske efter Zedekias' død. 4) Eftersom Davids linie (Perez) altid skulle sidde på tronen gennem alle generationer, ville det kun være muligt at hele bruddet, enten ved ægteskab eller ved overdragelse.

Fra historien ved vi, at Zeras efterkommere vandrede mod nordvest indenfor nationen Skytien. De senere efterkommere sluttede sig til de ti stammer, der emigrerede til Irland i Kong Davids tid. I mellemtiden følte Perez, (David-Zedekias) linien sig ophøjet og Zeras linie der følte, at sceptret retmæssigt tilhørte dem, var fornedret for så vidt det angik kongelig magt.

De tre overdragelser

Vi vil nu se på en passage i profetierne, der er blevet komplet misforstået. Læs nu Ezekiel 21 og begynd ved vers18. Det fremgår tydeligt, at Herren her taler om Judas fangenskab i Babylon. I vers 25 siger han: "Og du gudløse hedning, Israels fyrste, hvis time slår, når din misgerning er fuldmoden, så siger den Herre Herren: Bort med hovedbindet, ned med kronen! (Dette skete under første halvdel af Jeremias' opgave). Som det var (kongeværdigheden, tronen), er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje!" Den danske oversættelse af næste vers 27: "Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det." Den engelske King James oversættelse lyder frit oversat til dansk: "Vælte omkuld, vælte omkuld, jeg vil vælte den omkuld! Den skal ikke være mere, indtil Han kommer, hvis ret det er, og jeg vil give den til ham."

Lad os fuldtud forstå dette. "Bort med hovedbindet (diademet), ned med kronen". Kong Zedekias af Davids dynasti havde kronen. Her siger skriften den skal væltes omkuld. Det blev den, da han døde i Babylon, og hans sønner og alle Judas noble var blevet myrdet.

"Som det var, er det ikke mere!" Diademet skal ikke afskaffes, men en omvæltning vil forekomme -- tronen skal overleveres -- en anden skulle bære kronen. Guds løfte til David skulle ikke brydes.

"OP med det lave, ned med det høje!" Hvem er høj? Kong Zedekias af Juda. Men han blev afsat, han mistede tronen. Juda har været høj imedens Israel har været lav -- Lav alle disse år uden en konge (Hosea 3:4). Perez' linie har været høj imedens Zeras linie var lav.

"Vælte omkuld, vælte omkuld, jeg vælter det omkuld … indtil han kommer, som har retten til det." Hvad var det der skulle væltes omkuld? Diademet og tronen. Ikke én gang men tre gange. Vælte omkuld …ved at sætte Zedekias, der var af Perez' linie, lavt, og nu højne Zeras linie og lade Israels Hus komme til magten. Den første af de tre omvæltninger, som også var den første halvdel af Jeremias' kommission, var hermed udført.

"Som det var, er det ikke mere!" Betyder dette, at kronen ophørte med at eksistere? Overhovedet ikke! Hvordan kunne den blive udsat for tre omvæltninger -- dvs. overdraget fra en til en anden, hvis den ikke eksisterede? Kunne den da, efter tre overdragelse, blive givet til ham -- Kristus ved hans genkomst -- som ene og alene har retten til den, hvis den ikke eksisterede? Hvordan kunne han, der var lav, blive høj, hvis kronen ikke var mere? Nej, meningen er: Den skal ikke overdrages mere indtil Kristi genkomst! Da skal den overdrages den sidste gang. Gud vil stå fast ved sit løfte til David, at igennem alle generationer skal en af hans efterkommere bære denne krone!
Den anden halvdel af Jeremias' kommission må nu gennemføres. Denne krone skal GENPLANTES og GENOPBYGGES. Kronen skal overdrages til en anden!

Hvor og til hvem

En "gåde" og en "lignelse" taler

Dette betroede hverv, at plante og opbygge Davids trone, bliver åbenbaret i en gåde og en lignelse holdt i et symbolsk sprog, som ikke er blevet forstået før nu i disse sidste tider. Nu står det derimod så klart, at selv et barn kan forstå meningen!

Det syvende kapittel i Ezekiels profeti handler om denne historie. Læs det med stor omhu. Bemærk først hvem dette budskab er adresseret til, ikke til Juda eller Jøderne, men til Israels Hus. Det er et budskab til vor nutid, der fortæller om de forsvundne ti stammer af Israels Hus! Ezekiel får først bud om at fortælle en gåde og derefter en lignelse. Gåden findes fra vers tre til ti. Fra vers elleve forklare Herren meningen.

"Sig til den genstridige slægt" (Eze. 17:12). Den genstridige slægt er de ti stammer af Israel (Eze. 2:9), til hvem Ezekiel blev sendt som profet (Eze. 2:3; 3:1). Ved I ikke hvad dette betyder? Sig: Babylon …", og her bliver gåden forklaret (Eze.17:12-24). En stor ørn kom til Libanon og tog Cederens top. Dette, bliver det forklaret, er et billede på Kong Nebukadnezar af Babylon, der kom til Jerusalem og tog Kongen af Juda til fange. "Spidsen af træets skud brød den af, og bragte den til et kræmmerland", er et billede på kongesønnerne, der også bliver taget i fangenskab. "Så tog den en plante der i landet". Det betyder at Nebukadnezar tog også af folket i Judas land. "Han plantede den i en sædemark ved rigeligt vand, for at den skulle vokse og blive en yppig, lavstammet vinstok". Det betyder at Jøderne fik en pagt om, at de kunne leve i fred og formere sig, selv om de var under kaldæisk styre. Den anden store ørn, repræsenterer Farao af Egypten, oplyses det.

Gåden dækker den første halvdel af Jeremias' opgave. Lad os nu se på den anden halvdel -- plantningen af Davids trone!

Det kommer i en lignelse i versene 22-24.

"Så siger den Herre Herren: Så tager jeg selv en gren af cederens top. Fra Guds egen forklaring ved vi, at cedertræet repræsenterer nationen Juda. Top grenen er Judas konge. Gåden fortalte os, at Nebukadnezar tog top kvisten -- kongen. Nu fortæller gåden os at Gud, ikke Nebukadnezar, vil tage af topkvisten. Ikke topkvisten men AF topkvisten -- af Zedekias' børn. Men Nebukadnezar havde slået alle hans sønner ihjel. Ved sin profet Jeremias vil Gud tage AF denne topkvist og "… planter den" (vers 22).

"Så tager jeg selv en gren af Cederens top, af dens skuds spidser bryder jeg en tynd kvist og planter den på et højt, knejsende bjerg", fortsætter Den Almægtige! Jaså! "En tynd kvist"! Kvistene på toppen af cedertræet, repræsenterer Kong Zedekias' børn. En tynd kvist må således være billede på en DATTER! "Og planter den." Et symbolsk sprog der tydeligt fortæller, at denne jødiske prinsesse er den kongelige æt, der genplanter Davids trone? Hvor? "På et højt, knejsende bjerg" siger Herren. Symbolet "bjerg" repræsenterer altid en nation. Hvilken nation? "På Israels høje bjerg vil jeg plante den", svarer Herren (Eze. 17:23). Davids trone skal, fra det øjeblik den blev væltet omkuld i Juda, plantes i Israel. Kan det siges tydeligere?

Fortsæt i vers 23 "… og den (den tynde kvist, kongens datter) skal skyde grene og bære løv og blive en herlig ceder". Davids trone er altså ikke ophørt med Zedekiaz! Gud glemte ikke sit løfte! Sammenlign dette med en passage i Esajas 37:31-32: "Den bjærgede rest af Judas hus slår atter rødder forneden (plantes) og bærer sin frugt foroven". Denne bjærgede rest fra Juda blev plantet i Israel -- denne trone skal bære frugt. Hun skal gifte sig, have børn, og hendes sønner skal føre Davids dynasti videre.

Sidste del af vers 23 i Ezekiel 17: "…Under den skal alle vingede fugle bygge, i dens skygge skal de bo." Det "forsvundne" Israel, der nu har fået tronen overdraget efter atter at være blevet en fri nation, skal med tiden sprede sig rundt om jorden og vinde dominans og magt. De skal besidde det ubetingede løfte om FØRSTEFØDSELSRETTEN til Abraham.

Vers 24: "Og alle markens træer --". Et "træ" i denne gåde og lignelse står for en nation. Med andre ord, "alle jordens nationer"… " skal kende, at jeg, Herren, nedbøjer det høje træ og ophøjer det lave." Juda, det høje træ, der havde besiddet tronen i 131 år efter at Israel var blevet sendt i landflygtighed var nu blevet sat lavt. Israel blev ophøjet og blev igen en nation med en konge.

Herren fortsætter i samme vers: "…utørrer det friske træ", Juda, "og lader det tørre blomstre." Israel, anført af stammerne Efraim og Manassa, der er indehavere af førstefødselsretten, skal nu blomstre og blive velstående, når tiden er inde dertil. "Jeg Herren har talet og grebet ind." Ja, førstefødselsretten ligger i Israel. De forsvundne skal -- selv om de formodentlig nu er en hedensk nation, så er det dem, der skal udvikle sig i den lovede store mængde -- blive til En Stor Nation og til En Sammenslutning af Nationer, der skal besidde deres fjenders stræder og blive et koloniserende folk, der breder sig over hele jorden. De skal velsignes med nationale ressourcer og rigdomme. Når de opnår denne nationale dominans husk da, at Davids trone er plantet hos dem!

Hvor tog Jeremias hen med den kongelige sæd for at plante den i det forsvundne Israels Hus? Hvor er de i dag? Er "bruddet" blevet lægt, og hvordan besteg en ætling fra Zera tronen? Kan vi vide det? JA, VI KAN! Det nøjagtige opholdssted er åbenbaret i Biblens profetier! Vi kan følge Jeremias' rute i nutidig historie.

Fjerde del

Israels nye land

Vi er nu rede til at finde de forsvundne ti stammers opholdssted. Vi ved, at de i dag er et sted, Manassa som en nation og Efraim som en sammenslutning af nationer; magtfulde og ansete for at være hedninger. Når vi finder dem, vil vi finde en konge, der den dag i dag sidder på Davids trone!

Mange passager i profetierne handler om disse to folkeslag i de sidste tider. Forudsigelserne skulle først kunne forstås i "de sidste tider". Først da skulle budskabet bringes til dem af Guds særlige udvalgte!

Det er nødvendigt at erindre følgende:

Profeten Amos skrev under den 13. af de 19 konger i Israels Hus (Amos 1:1). I kapittel 9:8-9 skriver Amos: "Se, den Herre Herrens øjne er vendt mod det syndige rige, (Israels Hus -- Juda havde ikke syndet endnu) og jeg udsletter det af jorden (kongemagten og regeringen). Dog vil jeg ikke helt udslette Jakobs hus. Thi se, jeg byder, at Israels hus skal sigtes blandt folkene, som man sigter med sold, uden at et korn falder til jorden".

Denne profeti bliver som regel møntet på de spredte Jøder, men den har intet med Jøderne eller Judas Hus at gøre. Det drejer sig om Israels Hus, der blev drevet i landflygtighed, hvorfra de allerede var emigreret på den tid og havde spredt sig iblandt andre nationer, FØR Jøderne blev ført til Babylon. Denne profeti siger, at Israel (ikke Jøderne) skulle blive sigtet ud imellem nationerne -- disse Israelitter der mistede deres identitet -- "uden at et korn falder til jorden."

Det var på dette tidspunkt, at Israels Hus' børn "skulle vente i lang tid uden konge eller fyrste" (Hosea 3:4), og at det var dette folk, der sivede ud blandt alle nationer, er soleklart. Mange Ny Testamente passager beviser det. Selv om mange af dem stadig var spredte i flere nationer i det første århundrede e.Kr., havde en del af dem bosat sig i deres egne områder i Jeremias' tid 131 år efter, at de var blevet landsforvist.

Israelitterne, der var indehavere af førstefødselsretten, skulle på et givet tidspunkt komme til et nyt land, som de skulle få i eje. I 2. Samuel 7:10 og 1. Krønike17:9 siger Gud: "Jeg vil skaffe mit folk Israel en hjemstavn og plante det," (det var Jeremias der fik opgaven at plante kronen imellem dem) "så det kan blive boende på sit sted uden mere at skulle forstyrres." Denne passage viser, at det er det land, hvor de spredte Israelitter skulle samles, efter at de var jaget ud af det forjættede (lovede) land Palæstina. Imens dette land, Palæstina, lå ubenyttet hen, ville det være i hedningernes eje.

Vær nu yderst opmærksom! Efter at være blevet jaget bort fra Palæstina og sigtet ud imellem alle nationer; efter at have været mange dage uden konge; efter at have mistet der egen identitet -- skulle de "plantes" i et fremmed land lang borte, som skulle blive deres eget. Og her kommer det -- efter at været kommet til dette sted, skulle de ikke mere flyttes! Dvs. de er der stadig den dag i dag.

Der er andre profetier, der indikerer, at disse førstefødsels berettigede skulle blive et koloniserende folk, der var spredt rundt om i verden, og det er evident, at den spredning skulle foregå fra deres eget sted (land), som også skulle være sæde for David trone og regering. Bid mærke i dette! Når de var blevet "plantet i deres eget land" og Davids trone var blevet plantet der, "SKULLE DE IKKE MERE FLYTTES." Derfor skal dette folk findes på samme sted som Jeremias plantede kronen for 2500 år siden! Det er profetierne, der drejer sig om Israels Hus ved Kristi genkomst, der kan føre os til stedet, hvor Jeremias plantede den tynde kvist, kongens datter.

Israels Hus skal atter komme tilbage, ved Kristi genkomst, til Palæstina -- skal atter plante vingårde i Samaria, i deres oprindelsesland. Profetierne fortæller, hvor de skal komme fra til den tid, og det er der, vi skal finde de "forsvundne" ti stammer af Israel! De to efterfølgende "overdragelser" af tronen må skulle finde sted på dette samme sted.

Det forsvundne Israel fundet

Uden yderligere udsættelse lad os nu se profetierne der viser os, hvor indehaverne af førstefødselsretten og Davids krone opholder sig, og hvor jordens rigeste nationale velsignelser findes.

Husk hele tiden, at det ikke er Juda (Jøderne), vi beskæftiger os med. Det er Israels Hus. De har mange navne i Biblen "Efraim", "Josef", "Jakob", "Rakel" (Josefs mor), "Samaria", og "Israel" efter deres oprindelige hjemland.

I henhold til Hosea 12:2 da: "…efter østenstorm jager han stadig". "Østenvind" blæser vestover. Efraim må være gået vestpå fra Assyrien.

Da Den Evige Gud tilsvor David, at hans trone skulle vare bestandig, sagde Han: "Jeg lægger havet under hans hånd og strømmene under hans højre" (Salm. 89:26). Tronen skulle tage sin plads, skulle plantes i havet.

Igennem Jeremias sagde Den Evige Gud: " Det troløse Israels sag står bedre end det svigefulde Judas. Gå hen og udråb disse ord mod NORD: Omvend dig, troløse Israel, lyder det fra Herren" (Jer. 3:11-12). Israel er tydelig identificeret som en selvstændig nation på samme niveau som Juda. Som det står skrevet, at i de sidste tider skal budbringere gå "NORDPÅ" (fra Jerusalem) for der at finde det forsvundne Israel og give dem denne advarsel. Vi ser nu, at lokaliteten er mod nord og vest i havet. Vers 18 siger: "I hine dage skal Judas hus vandre til Israels hus, og samlede skal de drage fra nordens land til det land jeg gav deres fædre i eje". Når Kristus kommer igen, skal de udvandre tilbage til Palæstina fra landet i NORDEN!

I Hosea 11:8, 10, siger Gud: "Hvor kan jeg ofre dig, Efraim?" og "… og bævende kommer sønner fra havet".

I Jeremias 31:8: "Se jeg bringer dem hid fra NORDENS land, samler dem fra jordens afkroge". I 31:24 og 31:1 ser vi, at denne profeti er for "hin tid" altså de sidste tider, og at det er adresseret til Israel (versene 2, 4 og 9) til Efraim (versene 6 og 9) og Samaria (vers 5). Som det fremgår, er der et yderligere hint i vers 10 " forkynd på fjerne strande" -- de dominerer åbenbart ved havet.

Med henvisning til Israels Hus (ikke Juda, Esaja 49:3, 6), siger Gud i 49:12: "Se nogle kommer langvejs fra, nogle fra nord og vest, nogle fra Sinims land. På hebræisk, som originalteksterne blev skrevet på, er der ikke noget ord for nordvest, men det bliver udtrykt ved ordene "norden og vesten". Det betyder bogstaveligt talt nordvest! "Sinim" er i nogle udgaver af Biblen oversat til at være "Australi eller Australien". Vi har nu lokaliseret NORDVEST for Jerusalem! Derfor skal NUTIDENS Israel - den samme nation Israel som Jeremias omplantede - findes nordvest for Jerusalem og være plantet i havet!

Lad os finde dette land! Det ni og fyrretyvende kapittel af Esajas begynder med ordene: "Hør mig, I fjerne strande." Folket der bliver tiltalt, bliver kaldt "fjerne strande" i vers 1 og "Israel" i vers 3.

Jeremias 31:9-10 "… jeg er Israel en fader. Min førstefødte er Efraim … Hør Herrens ord, I folk" -(Efraim og Manassa) - "forkynd på fjerne strande".

"Fjerne strande så det med gru … men Israel, du min tjener Jakob, hvem jeg har udvalgt" (Esajas 41:5-8).

Jeremias 31:10: Budskabet skulle forkyndes på fjerne strande, til de første blandt folkene (vers 7). Således er Israels Hus i dag, ligesom i Jeremias' tid, nationen der ligger på øer midt i havet, den første blandt nationer nordvest for Jerusalem. Folket bor langs kysten og er dermed et søfarende folk!

Der kan ikke længere herske tvivl. Tag landkortet over Europa og tegn en linie nordvest fra Jerusalem, tværs over det europæiske kontinent, indtil du kommer til havet og krydser over til øerne. Denne linie leder direkte til STORBRITANNIEN!

Sjette del

En "slange ved vejen"

Der er mange beviser på, at nutidens hvide, engelsk talende folk, Storbritannien og Amerika, faktisk er indehaverne af førstefødselsretten; idet de er efterkommerne af de forsvundne stammer, Efraim og Manassa af Israels Hus. Vi vil undersøge nogle få eksempler i dette hæfte.

Den største overraskelse ligger i, at navnet på briterne faktisk har sin oprindelse i det hebræiske sprog.

Briternes hebræiske navn

Israels Hus er pagtens folk. Det hebræiske ord for pagt er "Beriyth" eller "Berith". Efter Gideons død fulgte Israel den falske hedenske gud Baal. I Dommerbogen 8:33 og 9:4, bliver ordet Berit (pagt) sat sammen med Baals navn til Ba'al-Berit. I nogle oversættelsers margin bliver dette navn forklaret til "pagtens idol".

Det hebræiske ord for mand er "iysh" eller "ish". I det originale hebræiske sprog skrev man aldrig vokalerne, så hvis man udelader vokalen "e" i ordet berith men beholder "i" for at bevare "y" lyden, så har vi det hebræiske omdannet til det engelske "brit".

Imidlertid udtalte hebræerne aldrig "h". Selv i dag vil de fleste hebræer udtale navnet Shem som Sem. Lejlighedsvis benyttes denne oldtidsskik også i moderne britisk sprog. De undlader "h" hvor det hører til, og bruger det, hvor det ikke har hjemme - og denne skik kommer helt tilbage fra deres hebræiske forfædre. Det hebræiske ord for pagt bliver altså i dets engelske form udtalt som "brit", og ordet for pagts-folket bliver dermed til British, og det er dem der bebor de Britiske Øer!

Israels Hus skulle ikke alene miste sin identitet men også sit navn. Det ville få et nyt navn og ville ikke længere være kendt under navnet Israel, som Gud så tydeligt siger i Esajas 62:2, der handler om disse sidste tider. Gud sagde til Abraham: "… thi efter Isak skal dit afkom nævnes". Det samme er gentaget i Romerbrevet 9:7 og Hebræerbrevet 11:18. I Amos bliver de nævnt som "Isaks Hus". De stammer fra Isak og er derfor Isaks sønner. Undlad "I" i Isak (vokaler skrives ikke i hebræisk stavning) og vi har det nutidige navn Sak's sønner. Vi staver det Saxos. Dr. W. Hold Yates fra Yale Universitet udtaler, at ordet Saxos kommer fra Isaks sønner ved at man undlader "I".

(Part I -- Part III)